Vi er handicappede på de sociale medier - vores face er under pres

Socialt samspil er noget af det mest krævende i menneskers liv. Det er indviklet at undgå pinlig tavshed, ydmygelse og fadæser – især med nye mennesker. I hverdagen tænker vi nok ikke så meget over det. Reglerne for samvær har de fleste af os på rygraden, og så er det jo bare hyggeligt at være sammen med andre. Men på de sociale medier har vi fået nye udfordringer. Her har vi ikke den information, vi plejer at trække på: kropssprog, stemme og øjeblikkets stemning. Derfor er vi nødt til at lære nye regler for social interaktion - og for mediernes begrænsninger.

Af Sarah Eriksen Brink, praktikant. Foto: William Iven

I et tidligere indlæg her i bloggen har Kaare Thomsen skrevet lidt om sociologen Erving Goffman, hvis teori vi bruger på nogle af vores kurser. Ifølge ham afhænger succes i kommuniktion af, at alle parter kan opretholde deres face. Et face (ansigt) skal her forstås som rolle eller identitet. På vores kurser arbejder vi direkte med ordvalg og adfærd, der i særlig grad er "facebevarende". Det er nemlig utrolig vigtigt i forhandlinger og i konfliktløsning, hvor man pr. definition er uenige. Uden at forstå selve den værdighed, der ligger i at udfylde en rolle og få den respekt, man har krav på, kan man ikke løse uenigheder konstruktivt.

På de sociale medier er reglerne anderledes. Vores redskaber til at opretholde den gode tone er nogle andre. Og der er færre af dem. Når vi møder mennesker i det virkelige liv får input fra krop, stemme og situation. Masser af signaler tjener til at skabe sympati og gensidighed. De fleste af os har en indbygget fornemmelse for, hvad vi kan tillade os. Vi behandler andre mennesker nænsomt for netop ikke at skabe konflikter.

Et vredesudbrud midt på byens torv

Det lidt mærkelige er, at nænsomheden ofte går fløjten på sociale medier. Her er vrede og kritik ofte åbenlys. Og det kan være

Ikke desto mindre er den dæmpede tilgang ifølge facework-teorien den bedste taktik. Den sure e-mail eller den hårdt konfronterende kommentar i en facebooktråd vil næppe give dig det ønskede udfald – at overtale din modpart til at se sagen fra din side. I bedste fald kan du true dig til et øjeblikkeligt og ofte midlertidigt resultat, hvilket selvfølgelig kan være nok i nogle situationer. Men vil du skabe velvilje og respekt om dit ’face’ på den lange bane, skal der en anden mere imødegående konflikthåndtering til. Når du bevarer din modparts værdighed, bevarer du også din egen. Når du viser velvilje over for din modstander, er din modstander også mere tilbøjelig til at vise dig velvilje. Hav derudover in mente, at andre højst sandsynligt også følger med i facebooktråden. Et vredesudbrud i den henseende kan sammenlignes med at stå på et torv og råbe ad et menneske, du måske først lige har mødt nogle minutter før til skue for et utal af forbipasserende. Vi ved aldrig, hvor mange der ser med på de sociale medier.

Ironi og sarkasme

Medmindre du kender din modtager virkelig, virkelig godt, så lad være med at bruge ironi og sarkasme. Begge er meget afhængige af tonefald og stemmeføring – elementer der kan forplante sig i din skrift, men som først lader sig afsløre ved større mængder af tekst. Det kan måske – måske! – lade sig gøre i et blogindlæg, eller hvis din modtager allerede har en forventning om, at ironi kan forekommer. Hvis du i en facebooktråd henvender dig til et menneske, du ikke kender og bruger ironi for at understrege en pointe, så vær klar over at der er en vis risiko for, at du kan blive misforstået.
I det hele taget er en vis sproglig præcision nødvendig. Dit indlæg eller din kommentar forsvinder ikke sådan lige igen. Måske tænker du, at den drukner i den flod af nye oplæg, kommentarer, videoer og hvad har vi. Korrekt. Men Facebooks søgefunktion kan grave den frem igen. Fint nok, jeg sletter den bare, tænker du så. Det kan også være en løsning, og en god en af slagsen så længe vi har tillid til Facebook som firma. For i realiteten er der aldrig noget, der bliver slettet i betydningen af, at det forsvinder. Facebook har stadig en fil med din kommentar. Den er bare ikke synlig for andre brugere.

Flydende normer

Det er blandt andet de ovennævnte problematikker, der spiller ind, når Kulturstyrelsens rapport, Sociale medier – brug, interesseområder og debatlyst (2015), kan konkludere, at langt de færreste facebook-brugere reelt blander sig i diskussioner. Selvom et socialt medie som Facebook har potentiale til at fungere som en platform for den demokratiske debat, er det kun de modigste og dermed ofte også de mest radikale stemmer, der ønsker at ytre sig. De fleste af os er opmærksomme på mediets begrænsninger og bruger primært de mere private facebook-funktioner, messenger og gruppe-fællesskaber.
Selvom de sociale medier allerede har revolutioneret vores måde at kommunikere på, er det stadig et område, hvis normer først er ved at blive defineret. De er – som i den reelle virkelighed – flydende og afhængige af kontekst, modtager og det pågældende sites rammer. Det betyder, at der stadig kan være usikkerhed om, hvad der er god tone. Hvor mange opslag er det ok at lave om dagen på Twitter? På Facebook? På Instagram? Er det efterhånden blevet pinligt at tage selfies – især med selfiestang? I hvilken mængde ophører dit ellers interessante indhold med at være interessant og bliver i stedet irriterende og narcissistisk? Hvem skriver du dine tweets til? Dine venner eller dine kollegaer? Er du venner med dine kollegaer på Facebook? Hvor går grænsen mellem dit offentlige og private liv?
Jeg kender ikke svarene. Men en ting er sikkert. Det bliver interessant at se, hvor de sociale medier tager os hen. Og endnu mere interessant at se, hvordan vi vil se tilbage på vores gebærden i deres spæde begyndelse om sikkert ikke alt for mange årtier.

Læs flere blogindlæg >

Abonnér på bloggen >

Publiceret 12. april 2017