Assertiv kommunikation
Kursus i ligeværdig og konstruktiv dialog
Kurset Assertiv kommunikation er en fælles fordybelse i god og konstruktiv dialog. Hvordan udtrykker du dig klart og samtidig respektfuldt? Og i samme ånd, hvordan lytter du ordentligt og tager imod det en anden har at sige til dig? Det handler bl.a. om at finde balancen mellem værdighed og ydmyghed. Om at turde melde ud når det er nødvendigt, og om at være tålmodig og åben når en anden har brug for at sige noget til dig. Vi kommer også ind på situationer hvor samtalen er svær. Det gælder fx når du har brug for at sige fra eller bede om noget, når man er stærkt uenige, eller når man giver hinanden feedback. Assertiv kommunikation er konkrete redskaber, men også et mindset og en indstilling der bidrager til den gode samtale.
Kontakt os
Kurset holdes internt hos jer, og det tilpasses jer som målgruppe. Kontakt os uforpligtende for at høre mere om mulighederne.
Telefon: 70 20 36 37
Mail: info@gottleben.com
Underviseren er Kaare Thomsen, forhandlingsrådgiver med speciale i dialogens værktøjer. Afhængigt af opgaven kan vi også byde ind med andre undervisere.
Målgruppe
Workshoppen er designet til at man samles som afdeling, gruppe eller måske en lille virksomhed. En fagforening holdt workshoppen for en gruppe medlemmer der havde været sygemeldt med stress. Andre lader workshoppen være det faglige input på en afdelingsdag hvor der også indgår oplevelser og socialt samvær. Kurset fungerer bedst for grupper på mellem 10 og 30 deltagere, men andre formater kan også lade sig gøre.
Udbytte
Du ser din egen og andres kommunikation i en ny optik og får mulighed for at sætte ord på hvad der fungerer godt og mindre godt for dig. Og du får nogle nye værktøjer der gør det nemmere for dig at kommunikere bedre og mere effektivt i hverdagen. Det vil give dig nye muligheder når du skal sige fra, bede om noget eller sige din mening. Samtidig ser du dig selv kritisk efter: Lytter du godt nok til andre, og er der plads til forbedring når du skal håndtere andres feedback, behov og holdninger? Det frigør energi og giver god energi til dine relationer.
Indhold
Kurset veksler mellem oplæg og øvelser, og I skal regne med selv at bidrage og være aktive. Blandt andet spiller I Assertionsspillet i grupper, hvor I eksperimenterer med jeres kommunikation. Undervejs holder jeg oplæg hvor fx disse læringspunkter indgår:
Hvad er assertiv kommunikation? Vi skal være helt enige om hvad vi taler om. Hvad betyder begreber som assertiv, aggressiv, submissiv og passivt aggressiv? Hvilke former for adfærd har du tendens til, og hvad betyder det for dig? Og ikke mindst: Hvilken forandring ønsker du dig?
Klar tale - og effektiv framing. At være krystalklar vil blandt andet sige at man kan forklare hvorfor man ytrer sig, og hvad man håber der kommer ud af det. At man kan sætte det ind i en sammenhæng som andre kan forstå og forholde sig til. Der findes modeller der gør det nemmere at ramme den rigtigt, og vi træner det ud fra fiktive eksempler.
At lytte konstruktivt. Dette kan lyde som en kliché, men her på workshoppen tager vi det alvorligt: Hvad vil det sige at lytte aktivt, og hvordan gør du det i praksis? Vi gennemgår og diskuterer værktøjer og mindset, og vi laver en øvelse der tester din evne til at lytte ordentligt.
Opsummering. Opsummering er et fantastisk værktøj til gensidig forståelse. Og som element i samtalen har det større betydning end de fleste kan forestille sig. Først og fremmest kan opsummering være konfliktdæmpende, og når du er god til at opsummere, kan du lettere regulere samtalens energi og tempo.
Værdighed og ligeværdighed. Det handler om balancen - om at give plads til både sig selv og den anden. Forskning viser at følelsen af værdighed er den vigtigste ingrediens i den vellykkede dialog. Dette udmønter sig helt konkret - i dit sprog! På workshoppen viser jeg jer hvor lidt der skal til, og hvor lækkert sproget bliver når man bliver bevidst om de helt små nuancer.
Personlige rettigheder. Fra den kognitive adfærdsterapi ved vi at alle har deres eget sæt af "personlige rettigheder", dvs. automatiske fordomme om hvad man kan "tillade sig". Vi laver en øvelse hvor du kan teste dine egne fordomme mod dig selv og andre, og det kan for nogle af jer give mod på en forandring og en lettere vej til at sige fra når det er dét du ønsker.
At sige fra. Har du besluttet at der er en situation hvor du vil sige fra - klart og tydeligt og med gennemslagskraft - må du se på hvordan du gør i praksis. Kan du være i det følelsesmæssigt? Og ikke mindst: Hvordan udtrykker du dig så du er klar i mælet, men også nænsom i forhold til relationen? Hvordan bruger du dine ord så de virker for dig?
Anmodningens kunst. For nogle er det nemt at bede om noget, og for andre er det svært. Men uanset hvad, er det en god idé at have lidt metode der øger chancen for at blive hørt og få indflydelse.
Uenighed. I nogle virksomheder er dette den største hurdle. Der er masser af ting at tage stilling til, og ofte kan man blive rygende uenige - om stort og småt. Håndteres uenigheden på en uhensigtsmæssig måde, kan det føre til konflikt. I kan derfor vælge at vi har dette punkt med på jeres workshop. Jeg er forhandlingsrådgiver og har derfor nogle rimeligt kontante meninger om hvordan den stærke uenighed bedst håndteres.
Feedback. Efter aftale kan personlig feedback være en del af workshoppen. Her ser vi bl.a. på for hvis skyld en feedback skal gives, og hvad det betyder for formuleringen. Vil man ændre en adfærd, eller ønsker man at hjælpe en anden med at udvikle sig? Hvad kræver det af sproget, og hvilke modeller kan hjælpe til at det lykkes?
Referencer og udtalelser
Vi har holdt denne workshop for BUPL, Dansk Sygeplejeråd, DSB, Hofor, TMF Københavns Kommune, Musiker & Musikunderviser, Nomeco, Nordjyllands Idrætshøjskole, Nykredit, Socialpædagogerne, SSI m.fl. Her er nogle af de udtalelser vi har fået fra deltagerne:
Rigtig godt og lærerigt kursus - som jeg vil kunne anbefale enhver. Deltager fra Vandcenter Syd
Må sige at kurset har give mig rigtig mange gode værktøjer at arbejde med. Det gælder egentlig både i det privat og i mit erhverv. God undervisning og godt materiale. Absolut kurset hvor der er brugbare værktøjer for alle. Deltager fra Flügger Varde
Kan direkte relatere kurset til min hverdag. Deltager fra Dansk Erhverv
Spændende og givende. Kursuslederen var god til at sætte sig ind i min situation og lave øvelser ud fra det. Deltager fra Sampension
Et godt kursus, og det var godt at der var meget tid til den enkelte kursist. Deltager fra Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning
Jeg synes emnerne på kurset er særdeles anvendelige fordi de tager udgangspunkt i kursusdeltagernes aktuelle situationer - samtidig med at man kan få lov at være i sit eget rum. Deltager fra Privathospitalet Hamlet
Der var dynamik i undervisningen og der blev lyttet godt og svaret på vores input. Der er blevet sat tanker i gang omkring hvordan man kan modtage og give kritik og samtidig undgå eventuel konflikt. Deltager fra Statens Serum Institut
Det er en stor styrke, at retorik og psykologi smelter sammen på denne måde. Jeg fik stort udbytte. Deltager fra Danmarks Lærerforening
En god underviser :-) Jeg lærte en masse nyt om konfliktløsning. Deltager fra Statens Serum Institut
Fremragende med- og modspil. Spændende og udviklende kursus. Deltager fra Glostrup Hospital
God kombination af oplæg og indlevende diskussion. Jeg fik mest ud af spørgeteknikker og det med tillid i forhold til svære samtaler. Deltager fra Hofor
Kurset har været en rigtig god oplevelse, og du har været en super god og engageret underviser. Det har været en ren fornøjelse og har givet mig nogle "øjenåbnere". Tak for denne gang. Deltager fra PFA Pension
