Kaare Thomsen er helt sin egen som formidler. Han inspirerer og vækker til eftertanke med sine originale vinkler på hvad vi gør med vores ord. Han er forfatter til flere bøger om kommunikation, og vært i podcasten Negotiators. Du kan også møde ham som gæst i Adfærd, hvor han taler med Morten Münster om hvad næsten alle gør forkert når de forhandler.
Interessant, og super veloplagt serveret. Det er få der mestrer balancen, hvor faglig formidling forbliver "underholdende" uden at ende i for meget showbizz. Men det er tydeligt også et talent, du besidder. (...) Hæsblæsende og alligevel præcist. Kan kun roses for lidt. (Kommentar på LinkedIn efter foredrag med titlen "Gennemslagskraft").
Forhandlingsteknik er et psykologisk håndværk hvor indsigt og metode er det afgørende. I dette foredrag rusker vi op i de gængse fordomme for at komme til bunds i hvordan en svær dialog kan vendes så man skaber værdi i stedet for konflikt. Vi skal rundt i verden og se på store sejre - og på katastrofale tab der kunne have været undgået. Undervejs ser vi på værktøjer og mindset og på hvordan I selv i jeres organisation kan få mere værdi i jeres forhandlinger.
Et retorisk og psykologisk vinklet foredrag om et relevant emne: Hvordan overbeviser man effektivt? Hvordan udvikler man en strategi der virker på en specifik målgruppe, og hvordan fører man den effektivt ud i livet? Det kan handle om personlige samtaler med en chef eller medarbejder. Men også om ledelse, offentlighed og politik. Kaare Thomsen er forfatter til bogen Kunsten at holde kæft og arbejder som særlig rådgiver for organisationer.
Dette foredrag er udviklet til en organisation hvor arbejdspresset er stort, og hvor mange stakeholdere har stærke holdninger, ønsker og krav. Derfor sigter det på mange typer af situationer i en presset hverdag, interne og eksterne, mundtlige og skriftlige. Det fælles er at man er under pres, måske også fra sig selv i en indre dialog. Foredraget er en introduktion til dialogens håndværk og dens værktøjer.
Leverer I service til kunder, borgere eller patienter? Så har I også oplevet konflikter og andre situationer hvor kunden bliver vred og lægger hårdt pres. Og nogle gange reagerer man måske ikke så smart, hvilket er helt forståeligt. Dette foredrag giver jer nye metoder som gør det nemmere at tackle konflikterne, og I får også tips om hvordan I undgår stress og grubleri efter de særligt ubehagelige episoder.
Feedback har langt større rækkevidde end de fleste forestiller sig. Man forbinder det typisk med "girafsprog" og "anerkendende kommunikation". Men misforståelserne står i kø, og I ved ikke hvad I går glip af. I dette foredrag får I indblik i et koncept for feedback der dels er baseret på forskning, dels intet har at gøre med hverken ris eller ros. Det handler om at udvikle faglighed og styrke arbejdsglæden.
I arbejder til daglig med udsatte borgere. Gamle eller unge, syge eller raske. Ordet værdighed står sandsynligvis i den lovgivning jeres arbejde hviler på. Men hvad betyder det ord egentlig? Hvis I har lyst til en filosofisk samtale om værdighed, kan I booke dette - dialogiske - foredrag. Niveauet er sådan set højt, men oplægsholderen garanterer at alle kan være med og byde ind.
Et foredrag varer 1 eller 1½ time (samme pris). Hvis I vælger at det skal være 1½ time, er der plads til 1-2 øvelser, hvilket forbedrer oplevelsen. Prisen er den samme (16.000) for de to udgaver. Placér foredraget lige efter en pause i jeres program.
Referencer
BUPL, Coop, DFK - Dansk Forening for Kvalitet, Den Danske Dyrlægeforening, Fredericia Kommune, Gribskov Kommune, Horten, Ingeniørforeningen, Klimaministeriet, Den Kreative Skole, KU Sund (Klinik for Familiedyr), Københavns Kommune, MAN Energy, Nordea, Rigshospitalet, Socialpædagogerne, Stege Kommune, Svendborg Sygehus, Syddansk Universitet, Sydvestjysk Sygehus, Varde Kommune, Vardemuseerne, Ørsted.